SUF Glamsbjerg

Afdelingen i Glamsbjerg tilbyder to forskellige støttetilbud. Det ene er bo-selv, hvor den unge bor i egen lejlighed, men får intens, individuel støtte. Det andet er et akut tilbud, der hedder B-redskabet.

Læs mere om begge tilbud her

 

BO-SELV GLAMSBJERG

Bo-selv Glamsbjerg er et tilbud til unge fra 15 år med svære familiemæssige, sociale og/eller pyskiske vanskeligheder. Det kan også være voksne med ADHD/DAMP. Tilbudet er ofte et alternativ til døgnanbringelse. Støtten er massiv, men rammerne er ikke som på en institution, i stedet anerkendes den unge/voksne som selvstændig og ansvarlig.

 

Et behandlingstilbud
Støtten er et behandlingstilbud og en helhedsindsats, som tager udgangspunkt i den unges situation.

Ved at gå den unge i møde med en selvstændig bolig, og samtidig stille krav om voksenkontakt fjernes modstanden, og der opstår et frirum.

I dette frirum opbygges et tillids- og fortrolighedsforhold til den unge, så den unge kommer ind i en forpligtelsesproces, hvorved nødvendighed af kontrol mindskes, og en bearbejdning af den unge og dennes relationer øges. Derved frigøres energi til personlig udvikling.

 

Intensiv og tværfaglig støtte

Tiltagene overfor den unge må være præget af fleksibilitet. Det er nødvendig at sætte ind på mange planer samtidig. Der vil ofte være unge, som har oplevet mange svigt, tab af betydningsfulde mennesker, uklare relationer til forældrene, mishandling, omsorgssvigt osv.

Ved evt. misbrugsproblemer starter indskrivningen med en afgiftning forud for indflytningen.

 

Bo-Selv Glamsbjerg er desuden godkendt af Kriminalforsorgen efter Straffuldbyrdelseslovens §78, stk. 2 til alternativ afsoning for unge.


 

B-REDSKABET I GLAMSBJERG

B-redskabet er et akuttilbud, der tilbyder, at der inden 12 timer efter henvendelse er taget fysisk hånd om den unge i en midlertidig periode, indtil passende blivende foranstaltning er fundet eller psykologisk/psykiatrisk udredning er foretaget.Det er vigtigt at fastslå, at tilbudet IKKE er et behandlingstilbud, men udelukkende er en midlertidig foranstaltning.

 

Blandet personale

Vi har et landsdækkende personale, som er ad hoc ansat til de enkelte opgaver.
Dette personale er primært politifolk, fængselsbetjente, brandmænd, skolelærere og enkelte pædagoger.
Alle er udvalgt ud fra deres interesse for unge i krise, men også ud fra deres personlige erfaringer og uddannelse, der gør dem i stand til, på en god, rolig og hensigtsmæssig måde at tackle den enkelte situation.

 

 

Sommerhusmodellen

Vores primære model er, at vi indlogerer os i et sommerhus, hvor medarbejderen og den unge har fælles base i den periode der skal hengå, indtil anden foranstaltning er fundet. Grunden til at vi vælger sommerhusmodellen - det kan også være feriecenter eller andet - er, at det er et neutralt sted for begge parter. Den unge, der som hovedregel er havnet i denne situation pga. brud i de gængse familiemønstre eller grænseoverskridende adfærd på institution, familiepleje eller i egen familie, skal ikke straks lide et nyt nederlag ved at blive konfronteret med et forud fastlagt regelsæt eller familiemønster der umiddelbart ofte medfører en ny uhensigtsmæssig reaktion.

 

Sommerhuset skal primært virke som base, og det er hensigten at ledsageren og den unge sammen skal finde ud af, hvad man har lyst til at foretage sig. Her er der ikke tale om vilde friluftsaktiviteter på de voksnes præmisser, men om rolige fornuftige ting som den unge selv har lyst til.

 

Visitation

Sker ved henvendelse til B-redskabet på tlf.: 30 84 45 52

 

Hvis du vil vide mere om SUF Glamsbjergs tilbud, er du meget velkommen til at kontakte afdelingen.